
Velkommen til Børnehuset Peder Lykkes Vej
- Vi er altid på rejse sammen!
Børnehuset Peder Lykkes Vej er en mindre integreret daginstitution med tre vuggestuegrupper med 12 børn og tre børnehavegrupper med 21 børn.
Vi arbejder ud fra en Reggio Emilia inspireret pædagogik, hvor alle børn er kompetente og har et stærkt potentiale for udvikling, og har ret til at blive lyttet til og tages alvorligt. Vi møder alle børn med positive forventninger, nysgerrighed og respekt for deres bidrag og perspektiver. I stedet for at give børnene svar og løsninger, stiller vi spørgsmål, der stimulerer refleksion og nysgerrighed. I det tidlige børneliv har vi særligt fokus på børnenes erfaringsdannelse og arbejder med at give børnene sansemæssige oplevelser. Læring foregår i gensidige processer, hvor det ikke kun er børnene der lærer, men også de voksne – et børnehus hvor vi altid er på rejse sammen!

Vi ligger midt i skønt område med kort vej til natur, legepladser og bondegård med masser af dyr. Vi har nogle store og dejlige legepladser, samt trygge og hyggelige indendørs rammer der giver gode muligheder for børns udvikling og fordybelse. Vuggestuen og børnehaven har hver deres legeplads som samles af en cykelbane, der kan bruges af alle børn. Derudover har vi to ekstra legepladser, hvor der bl.a. er en boldbane, gynger og klatrestativ. Indendørs har vi et bevægelsesrum, et atelier (krearum/værksted), et lysatelier hvor vi leger med lys og skygger og et Re-Mida rum med en stor samling af genbrugsmaterialer, som børnene kan bruge i kreative processer.

Dette giver os mange muligheder for at understøtte børns leg, udvikling og deltagelsesmuligheder i fællesskabet – både de store og de små fællesskaber.
Børnene i institutionen kommer både fra lokalområdet og fra andre dele af Amager og repræsenterer et bredt udsnit af alle der bor på Amager. Alle er velkomne! 😊
Vi giver gerne en rundvisning hvis I vil besøge os. I er velkomne til at kontakte os på telefon 32 58 87 42. Tryk 3 for rundvisning i vuggestuen og 2 for rundvisning i børnehaven.