Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

ReMida

Remida rummet

ReMida

Et vigtigt aspekt i Reggio Emilia filosofien, er at give børnene mulighed for at bearbejde deres oplevelser ved at udtrykke sig kreativt. ReMida stammer også fra Reggio Emilia, og er en pædagogisk tilgang, der fokuserer på at bruge genbrugsmaterialer til kreativ læring og leg. ReMida er en reference til Kong Midas fra den græske mytologi som havde evnen at gøre alt han rørte ved til guld. I Italien foregår dette typisk ved at børnene i området kan besøge ReMida centre, store lagerhaller med genbrugsmaterialer og overskuds produkter fra lokale firmaer/værksteder. 

I Børnehuset Peder Lykkes Vej har vi indrettet et ReMida rum, hvor familierne og personalet kan aflevere alverdens ting de har samlet - propper, cykelslanger, rammer, kapsler, stofrester, plasticdimser mm. Det hele bliver sorteret og ordnet på hylderne, og når børnene har brug for materialer til at skabe noget, går vi med dem ud så de kan vælge det de har brug for. På denne måde bliver alle børnenes skabelser forskellige, da de hver især vælger det der taler til dem. 

Brugen af ReMida materialer understøtter også vigtige pædagogiske elementer som samarbejde, problemløsning, og innovation, samtidig med at det fremmer en bevidsthed om miljøet og bæredygtighed - den enes skrald bliver til den andens guld! I Remidatilgangen betragtes materialer, der normalt ville blive betragtet som affald, nemlig som værende værdifulde ressourcer til at stimulere børns fantasi og kreative tænkning. Det handler om at skabe et miljø, hvor børn kan eksperimentere og lære gennem praktisk erfaring.

I er meget velkomne til at kigge ind i vores ReMida rum, eller tage et kig på vores sociale medier, hvor I kan se hvordan vi arbejder med materialerne!

Vi bruger også ReMida materialer som en fast del af vores pædagogiske indretning. Vi bruger det som en fast del af vores konstruktionshjørner. Vi bruger ReMida materialer i lysatelieret til at undersøge hvordan de reagerer med lys - slipper lyset igennem eller bliver det til skygge?

Vi tager ReMida materialer med ind i vores bevægelsesrum og afprøver f.eks. hvad der sker, når vi dækker hele gulvet med bobleplast. Hvordan føles det at gå på? At trille på? Kan man tegne på det? Male på det? Klippe i det? Der er selvfølgelig hele tiden personale til stede, der understøtter børnenes undersøgen og udforskning.

Vi bruger også ReMida materialer i vores legekøkkener, især i børnehaven, men også i vuggestuen -dog med større materialer. Efter at vi erstattede vores fine træ mad med ReMida materialer, oplever vi at børnene leger meget bedre, længere og mere fordybet i køkkenerne. ReMida materialerne har nemlig den fordel at de ikke har en fast definition, men kan bruges til hvad børnenes fantasi synes det er. Strimler af cykelslanger kan blive til sushi, spaghetti, chokoladekage eller hvad de synes at det ligner. Det understøtter fantasien og kreativiteten og skaber fordybelse og samarbejde.

Den glade løveEn robot fra et eventyr børnene digtede